|
|
|
|
|
Alt blev hvidt
Alt blev hvidt:
Biografi.
Forlag: SAGA Egmont / Lindhardt og Ringhof
Udgives som: Bog 498 sider E-bog, ePub
Bagsidetekst: Søndag den 22. oktober 2006 blev jeg under en løbetur på vestkysten ramt af et voldsomt lynnedslag - da jeg vågnede, befandt jeg mig 47 meter fra nedslagsstedet.
Jeg overlevede ulykken, men endte i mit livs mareridt. Jeg mistede jobbet i Kriminalpolitiet København, kunne ikke fungere som forfatter og var ødelagt af skader, ingen forstod sig på. Traumatiseret i svær grad måtte jeg ud i en lang, meget skadelig kamp for at blive imødekommet og helbredsmæssigt udredt.
De stærkt personfølsomme oplysninger i bogen er fakta. Læseren får fuld indsigt: Ulykken. Lægebesøg. Journaler. Specialerklæringer. Forskningen, den yderst sparsomme globale viden om, hvordan lyn skader et menneske. Den juridiske side af sagen. Samfundets manglende samspil. Et privatliv presset til det yderste.
Med Alt blev hvidt er det første gang, en overlevende får sat ord på alle aspekter omkring dét at blive ramt af lyn.
Fra bogen: Jeg fik en fornemmelse af, at jeg ingen krop havde, der var kun tanker: Det her holder jeg ikke til. Nu forsvinder jeg. Jeg tænkte ikke på døden, bare på, at jeg ikke kunne holde til mere. Alt blev sort. Jeg forsvandt.
Et skærende, hvidt lys! Intet andet. Så vågnede jeg. Hjernen slog til, med ét, som blev der trykket på en kontakt.
Jeg forstod det ikke. Dét med mig selv. Min tilstand.
Nitroglycerin. Spray. To pift under tungen. Måleapparater. Hjerte. Puls. De udspurgte mig, havde aldrig været ude for et lignende tilfælde. Symptomer. Navn. Adresse. Telefonnummer. Pårørende. ... Loftet drejede rundt. Båren på vej ud af rummet. Mit tøj og mine sko lå vist i fodenden.
Mit hjerte slog vildt. Det snurrede voldsomt i hovedet. Jeg vaklede ind i seng. Hjertet gik helt grassat. Jeg mistede kontrollen over hjernen, tanker fløj ustruktureret rundt i hovedet.
- Jeg kan ikke se, fremstammede jeg. Min kone var ovre ved mig med det samme. Ingen af os sagde noget. Vi sad som forstenede. Jeg i stolen. Hun på gulvet foran mig. Blind! Desperate tanker fløj rundt i hovedet på mig.
Nogen skubbede til mig, sagde noget til mig. Jeg kom til mig selv. Det var min kone. Hun græd.
Jeg havde kun viljen tilbage. Kun og kun. Det lyder så let. Så uproblematisk. Noget, man bare kan tage af, når det passer én. Men jeg var fuldt ud klar over faren. Mistede jeg drivkraften, viljen, ville jeg ikke være i stand til at rejse mig.
Lektørudtalelse: ... Autentisk og hudløs biografisk skildring ... ærligt og modigt dokumenteret i bogen ... Blot et enkelt citat fra bogen vidner om skræmmende afmagt: "Det gik endegyldigt op for mig, at jeg stod alene. Med ulykken. Symptomerne og skaderne ... Ingen troede på mig. Ingen vidste noget om lynnedslags virkning på en menneskekrop. Jeg var presset endnu længere ud i ingenmandsland." Sagen om kriminalassistenten og lynet er også emne for tv-dokumentaren "Med livet i hænderne".
... Sympatisk og velskrevet skildring af menneskelig afmagt født i det sociale bureaukrati.
Lektør: Carsten Güllich-Nørby
|
|
|